Hvad er et regnvandsbassin?

Regnvandsbassiner eller klimasøer er en vigtig del af at klimatilpasse vores fælles kloaksystem. Bassinerne etableres typisk som afslutningen på kloaksepareringsprojekter og kan være absolut nødvendige i beboelsesområder, der er truet af oversvømmelser.

Når vi kloakseparerer, adskilles regnvand fra spildevand, så kun spildevandet ledes til vores renseanlæg. Med andre ord sorterer vi vandet, nøjagtig som du gør med dit affald. Det adskilte regnvand pumpes i stedet direkte ud i vandløb og havet – det behøver nemlig ikke renses. I nogle områder, hvor der er risiko for oversvømmelse, etablerer vi dog også regnvandsbassiner.

Regnvandsbassiner fungerer som et slags mellemstop for regnvand, før det når ud i vandløbene. Bassinerne forsinker og renser regnvandet en smule ved hjælp af plantelivet i bassinet. Ved at forsinke vandet, undgår vi, at vandløb og åer flyder over deres bredder i perioder med kraftig regn. Når regnen igen stopper, pumpes regnvandet langsomt ud i et nærtliggende vandløb, hvor det til sidst ender i havet. 

Regnvandsbassin i Dalby
Det nye regnvandsbassin i Dalby.

I nogle tilfælde etableres der også reservebassiner. I Dalby har vi for eksempel sænket den gamle boldbane ved siden af regnvandsbassinet, så den kan oversvømmes i tider, hvor der falder så meget nedbør, at regnvandsbassinet ikke kan følge med. Når regnen stopper, løber vandet på boldbanen igen tilbage i regnvandsbassinet. Det overskydende vand opsamles i et nyetableret drænsystem under boldbanen. Drænet holder derudover også boldbanen tør, så den er bedre at spille på.

Biodiversitet og naturforskønnelse

Et regnvandsbassin er også en unik mulighed for at øge biodiversiteten og give nabolaget et rekreativt naturområde. Det er derfor almindeligt, at vilde blomster plantes rundt om bassinerne. Beplantningen kan variere, men den består typisk af en blanding af vildmarksblomster og vandplanter. Blomsterblandingen består primært af hjemmehørende arter med nogle enkelte eksotiske arter iblandt. Det hjælper insektlivet i området og gør bassinet til et hyggeligt og flot sted at gå tur. Ved bassinet i Dalby, kan man bl.a. finde hvid okseøje, trævlekrone, iris og vandmynte m.fl.

Længst mod vandkanten plantes vandplanter, da denne beplantning skal kunne tåle at stå i vand, når vandstanden stiger. Længere oppe ad skråningen plantes vildmarksblomsterne. Da vandstanden kan være lav i tørkeperioder, er det vigtigt, at disse blomster kræver meget lidt vand.

Klimasø, ikke badesø

Informationsskilt ved regnvandsbassinet i Dalby
Informationsskilt ved det nye regnvandsbassin i Dalby.

Regnvandsbassiner er hyggelige opholdssteder, men det frarådes at bade i dem om sommeren eller gå på isen om vinteren.

Når regn- og overfladevand fx løber ned ad gaden, trækker det bakterier med sig. Vandet er stadig rent nok til at udlede i naturen, men det kan gøre mennesker syge.

Om vinteren kan der sagtens dannes is på overfladen af bassinet. Men det er kun et ganske tyndt lag. Der er nemlig en konstant gennemstrømning af vand i bassinet, hvilket betyder, at isen aldrig bliver tyk nok til, at man kan gå på den om vinteren.