Pressemeddelelse

Ét skridt tættere på fjernvarme

I lidt over ét år har borgerne i Faxe Ladeplads kæmpet for at få fjernvarme til deres by. Nu går der ikke længe, før de kan stå med kontrakten i hånden. Fjernvarmeprojektet har fået grønt lys til at gå videre til næste fase.

Torsdag den 18. april holdt Faxe Forsynings bestyrelse møde, og det blev et vigtigt møde for Faxe Ladeplads. Fjernvarmeprojektet har fået grønt lys til at gå videre til næste fase.

Fjernvarme er en del af Danmarks historie, og nu skal det også være en del af Faxe Ladeplads’ fremtid. Det er en fremtidssikring af byen, dens indbyggere og kommunens grønne omstilling. Vi er stolte af forsyningens arbejde og taknemmelige for borgernes engagement. Det kunne ikke være gjort uden dem, siger bestyrelsesformand Christina Birkemose og tilføjer:

– Faxe Ladeplads er en af de større gasbyer i Faxe Kommune. Dermed bidrager vi til udfasningen af gasfyring, som vil blive vigtigt de kommende år. Dels på grund af øget fokus på forsyningssikkerhed og dels på grund af klimaet.

Den gode nyhed kommer måske for nogle som en overraskelse. Med 62 % tilkendegivelser nåede Faxe Ladeplads nemlig ikke helt op på det oprindelige mål på ca. 75 %. Forsyningen forsikrer dog, at beslutningen ikke kommer til at påvirke projektets økonomi.

– Det har været meget vigtigt for både bestyrelsen og forsyningen, at vi kan se borgerne i øjnene, når regningen er sendt afsted. Derfor er økonomien blevet gransket grundigt og projektet skåret til, så det ikke går udover borgernes pengepung. Ihærdighed og hård flid har glædeligt givet afkast, og vi kan med stor tilfredshed sige ja til næste fase, tilføjer Christina Birkemose.

Hvad er næste skridt?

Mange sidder forståeligt nok derhjemme og er spændte, men inden rørene kan lægges, skal kontrakten først underskrives. Ifølge forsyningens adm. direktør, Marianne A. Andersen, må man dog væbne sig med tålmodighed lidt endnu. Både kontrakter og udbudsmateriale har nemlig måtte vente med at blive udarbejdet for at balancere økonomiforbruget.

– Fjernvarme er et kæmpe projekt med mange trin. Derfor har vi taget de nødvendige forbehold og ventet med at igangsætte udarbejdelsen af kontrakter og udbudsmateriale, til vi vidste, at udgiften blev nødvendig. Det betyder selvfølgelig også, at der bliver meget travlt, fortæller hun.

Faxe Forsyning oplyser, at der bliver sendt mere information til borgerne i Faxe Ladeplads i løbet af maj.
De opfordrer desuden borgerne til at holde øje med forsyningens hjemmeside og evt. kontakte dem, hvis man har spørgsmål. Forsyningen kan både kontaktes via tlf.: 70 26 02 07 eller e-mail: fjernvarme@faxeforsyning.dk.

Venlig hilsen
Marianne Almindsø Andersen 
Adm. direktør

Fjernvarme på vej
Emne